TEMA: SNEFNUG

Kommer der mon sne?

Bemærk: Du kan bestille materialerne nederst på siden!

PERLEVÆRKSTED
FAGBOG
Mikkeline Bang på 16 år, som har udgivet 2 små bøger med julepynt i perler. Gymnasieeleven fra Århus har altid været meget kreativ og blev opfordret til at samle alle sine fine perlemønstre i bogform. På lørdagens værksted får de besøgende lejlighed til – under hendes sagkyndige vejledning - selv at lave fine iskrystaller, som sagtens kan pynte i vinduerne også efter jul. Børn ned til ca. 5 år kan også være med, hvis de har en voksen med til at styre strygejernet.
Mikkeline Bang: Den store iskrystalbog : 41 mønstre til perleplader (76.9)

HÆKLERIER
FAGBOG
I skrivende stund vides det ikke, hvornår det triste gråvejr forvandler sig til klingende frost med et let drys sne. Men der er gode muligheder for selv at frembringe vinterstemningen, f.eks. ved at fylde stuen med hæklede snefnug. Denne hæklebog har opskrifter på snefnug, der kan udføres af begyndere såvel som let øvede og øvede. Der er forklaringer af teknikker, materialer, principper og inspiration til praktisk anvendelse af de færdige snefnug samt en beskrivelse af snefnuggenes princip, så det er muligt at lave sine helt egne designs.
Caitlin Sainio: 100 hæklede snefnug : hækl dit eget snevejr (64.65)

OLDEFARS MELODIER
CD
Sangerinden Kaya Brüel har i samarbejde med Ole Kibsgaard udsendt flere plader med de største af Halfdan Rasmussens sange. Meloderne er skrevet af Kayas oldefar, keramikeren og musikeren Axel Brüel. Kaya fandt en stak gulnede noder på loftet hos sin oldemor - sange som aldrig før var blevet indspillet – og fik stor succes hos børnefamilierne, der jo kendte rimene i forvejen. På denne cd præsenteres vi både for de kendte numre ”Rapanden Rasmus” og ”Mariehønen Evigglad” og de til årstiden passende ”Der lå en lille pebernød” og ”Kom lille hvide snefnug”.
Kaya Brüel: Halfdans hoved

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan du kan læse flere anbefalinger her.

10.12.18