TEMA: SKURKE OG HELTE
GAMER PÅ MISSION
BØRNEBOG Bavnehøjskolen fejrede for nylig FNs internationale læsedag i september. Der skulle læses hele dagen. For hver 10 læste sider, hængte eleverne et led af en bogorm op på væggen. Det blev til en vældig lang orm! Som børnebibliotekar var jeg på besøg for at tale om gode bøger. Alle var enige om, at en god bog skal være spændende! Her får I derfor 3+ spændingsbøger for de 10-13 årige.
I Gamer Royal møder man Marius, som er en uovertruffen gamer. Han spiller nat og dag, pjækker fra skole og har endnu ikke mødt sin overmand. Men en dag spiller han online med Gamer_Royal, som spørger Marius, om han vil bruge sine evner som gameragent i virkeligheden. Marius bliver kastet ud i en mission, hvor verdensfreden står på spil. Det er ren James Bond i lix 21! Hvis børnene er vild med gaming, skal de selvfølgelig også læse Kasper Hoffs ”Gamerz”-serie.
L.G. Jensen: Gamer Royal
KLOG KODEKNÆKKER
BØRNEBOG Williams morfar er forsvundet for 8 år siden i London og familien er gået under jorden i Norge. William har arvet sin morfars forkærlighed for at løse koder, men gør det i det skjulte, for ingen må vide, hvor dygtig han er. På en udflugt med skolen kommer han til at løse verdens sværeste kode, ”Umuligheden”. Nu er han ikke længere anonym men bliver kastet ud i et eventyr med skurke og robotter i hælene. Det er science fiction og skrevet så levende, at filmrettighederne hurtigt blev solgt. Den minder lidt om Eoin Colfers ”Artemis Fowl” og kan også læses højt, hvis mindre søskende fra 8 år vil følge med. De første tre af fem bøger i serien er udgivet.
Bobbie Peers: William Wenton og Luridiumstyven
ER ALLE SKURKE ONDE?
BØRNEBOG Magnus og hans lillesøster er forudbestemt til at skulle gå på superhelteskolen. I deres familie er alle superhelte og det er den karrierevej, alle følger. Ulykkeligvis mister børnene deres forældre i en tragisk bilulykke. Magnus mister selv sine nedarvede kræfter og må derfor bryde familietraditionen og søge ind på superskurkeskolen. Men kan en god superhelt bliver en ond superskurk? ”Den gode skurk” er første bind i en serie på fire. Bogen minder om den meget populære Antboy-serie af Kenneth Bøgh Andersen. Det er bøger, der især kan få læsetrætte drenge tilbage til bøgerne.
De anbefalede bøger her er kun et udpluk, for jeg kunne jo også have fremhævet Anders Nederlands ”Game On”-serie eller Kristoffer Jacob Andersens ”Operation Blå Beluga” og og og… Spørg din børnebibliotekar om flere ideer!
Nicole Boyle Rødtnes: Den gode skurk
Denne uges anbefalinger er skrevet af Rebecca Munk Jepsen, Hadsten Bibliotek. Du kan finde mere inspiration her
