TEMA: NYE NORDISKE

Favrskov bibliotekerne anbefaler 3 nye nordiske romaner

Bemærk: Du kan bestille materialerne nederst på siden!

FINSK MAGI
ROMAN
 Der kommer hele tiden nye materialer på bibliotekets hylder, og jeg har netop haft fornøjelsen af tre nye romaner af nordiske forfattere.
Er du vil med surreel humor og Tove Janssons filosofiske Mumi-univers, så anbefales det, at du kaster dig over denne roman, som er forfatterens første på dansk. Ella Milena, ung litteraturmagister, forsker- og forfatterspire, oplever uhyggelige og mystiske ting i sin fødeby Jäniksenselkä. Alt peger hen mod den berømte forfatter Laura Lumikko og byens litteraturselskab, hvis medlemmer fra barnsben er blevet vejledt af Lumikko og nu alle er berømte forfattere.
Den skinbarlige sandhed om Lumikkos litterære selskab. Af Pasi Ilmari Jääskeläinen
 

EN HYLDEST TIL OSLO
ROMAN
Er du vild med familieromaner kunne denne trilogi af altid velskrivende Saaby Christensen være et godt bud på din næste læseoplevelse. Trilogien blev til, da forfatteren for nylig mistede sin mor og kiggede hendes ting igennem. Her fandt han hendes efterladte notesbøger, og bygget over disse er er fortællingen om kvinden Maj, gift med skrantende og venlige Ewald og mor til magre og mærkværdige Jesper blevet til. I romanen møder vi også nogle af de andre beboere på Kirkeveien 127, og de mennesker de støder på gennem deres hverdagsliv. Romanen udspiller sig i årene fra 1948 til 1951, og andet bind udkommer til efteråret.
Byens spor. Af Lars Saabye Christensen

UNGDOMSERINDRINGER
ROMAN
Endnu engang tager Gudmundsson fat i at fortælle sine erindringer i halvfiktiv form. I denne smukke og velskrevne udviklingsroman følger vi forfatterspiren Halli, der sammen med vennen Jonni drager til Norge.  Målet er at tjene penge til at kunne drage på eventyr videre ud i verden. Undervejs møder de en broget skare af mennesker, deres fortællinger og ikke mindst kærligheden, der kan bringe alle ud af kurs. Om end omdrejningspunktet for romanen er opholdet i og arbejdet som jernbanearbejder i Norge i sommeren 1978, er der mange glimt både frem og tilbage i tiden. Læsere af Einar Már Gudmundsson vil undervejs støde på kendte navne; både forfattere og personer fra forfatterens bagkatalog.
Pasfotos. Af Einar Már Gudmundsson

Denne uges anbefalinger er skrevet af Marianne Hyldal Vollmer, Hadsten Bibliotek. Du kan læse flere anbefalinger her

08.07.18