TEMA: LET SOMMERMAD

Mangler du inspiration?

Bemærk: Du kan bestille materialerne nederst på siden!

DET GRØNNE
KOGEBOG
Om sommeren får vi lyst til at spise let og grønt, men måske har du ligesom jeg svært ved at variere det grønne. Og salat behøver ikke kun at være tilbehør, en lidt fyldigere salat kan sagtens udgøre et sommermåltid i sig selv. Her er en salatkogebog for alle - vegetarer, veganere og kødspisere - der gerne vil have ny inspiration til salatskålene. Den indeholder lidt om salatgrej, salatens opbygning samt et skema med snedkerens superhelte, der er hendes 10 mest brugte grøntsager. Resten af bogen er fyldt med opskrifter: indbydende, gennemarbejdede og udgivet i en lækker kvalitet. Forfatterens indgangsvinkel er, at en salat kan alt. Det ser vi i de mange nye varianter i bogen.
Salatsnedker. Af Ditte Ingemann

GRILLEN
KOGEBOG
Det senere år er markedet blevet oversvømmet af grillbøger, her skal kun nævnes én af de bedste. Den kendte TV-kok tager på udflugt i grillens muligheder, hvad enten man er til kul eller gas. Bogen indeholder mere end 160 opskrifter, og som altid disker Hjernøe op med en række lækkerier. Hvad med at prøve grillet falafel, fyldt fisk eller gratineret østers? Opskrifterne er lige til at gå i gang med og indeholder ingen produkter, der ikke kan erhverves i et normalt velassorteret supermarked. Sproget er klart og vejledningerne velformulerede og nemme at følge.
Grill & grønt. Af Anne Hjernøe

DET SØDE PUNKTUM
KOGEBOG
Efter al det sunde og grønne skal der være plads til lidt sødt. På biblioteket kan man finde adskillige bøger om hjemmelavet is, men denne er den eneste der kun omhandler ispinde. Det er en frisk og lækker bog, der helt sikkert være et hit hos børnefamilierne, hvor fremstillingen af selvfrosne lækkerbiskner er både hyggeligt og økonomisk fordelagtigt. Bogen beskriver ispindens bestanddele og de redskaber, der er nødvendige for at fremstille ispinde hjemme. Dernæst følger et afsnit med små fif til at lave is med fx striber og indefrosne ingredienser. Der er forslag til forskellig pynt, drys og serveringsmuligheder.
50 hjemmelavede ispinde. Af Cesar Roden

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan læse flere anbefalinger her

23.07.18