Tema: Blomster

04.04.23
Dette års påskeudstilling med kunstnergruppen PRIMUS i Hinnerup Bibliotek og Kulturhus har temaet ”Blomster”. Der er fernisering på udstillingen skærtorsdag kl. 14-17. Uanset om du går i bibliotekets voksen- eller børneafdeling og kigger efter enten fag- eller skønlitteratur er blomster et emne, som er dækket på mangfoldig vis.

Evighedsblomster

Fagbog: At lave smukke og naturtro blomster af papir er blevet en populær kreativ hobby, som bibliotekerne har haft flere velbesøgte workshops om. Hvis du har mod på at gå videre på egen hånd, er der kommet flere bøger om emnet. Denne giver en grundig introduktion til værktøj, materialer og farvelægning, og man kan fordybe sig i 20 smukke trin-for-trin-projekter med imponerende livagtige papirblomster. Desuden får vi et historisk afsnit om kunstens oprindelse i Kina og noget om blomsteranatomi.  For store børn og voksne, der er fingernemme og kan holde tungen lige i munden.
Papirblomster. Af Sophie Longhurst

Sig det med blomster

Roman: Jennie står lige foran at skulle giftes med sin kæreste, og alt burde være rosenrødt. Men når det kommer til stykket er hendes kæreste Stephen alt for dominerende, og han vil ikke anerkende hendes talent som blomsterbinder. Da han ikke vil acceptere, at hun starter i lære i en prestigefyldt blomsterforretning i London, vælger hun at afbryde forholdet. Flere problemer venter dog på Jennie i storbyen, hvor hun heldigvis finder nye venner og tro på fremtiden. Temaet om at bryde ud af et parforhold fyldt med kontrol og psykisk vold er desværre evigt aktuelt, men denne roman er fyldt med både håb og troen på en ny kærlighed.
Blomstrende kærlighed. Af Annie Robertson

Børnebog uden ord

Billedbog: Her om foråret kan det være rigtig hyggeligt at så frø sammen med børn og se planterne spire frem. I denne fine billedbog for de 2-5 årige følger vi Oscar, som sår en masse frø, passer dem og ser dem vokse. Til sidst har han blomster nok til alle naboerne og spreder glæde i hele opgangen. Bogen er uden ord og en god fortælling at læse sammen, hvor både barn og voksen kan bidrage til læsningen. Illustrationerne er farve- og detaljerige og giver meget at snakke om på alle opslag. Handlingen er tydelig og nem for selv små børn at kunne fortælle ud fra tegningerne.
Oscars blomstertårn. Af Lauren Tobia

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek.

Tags