Tema: Skovens dyr

16.05.23
I maj måned kan man på Hammel Bibliotek se en udstilling fra naturvejlederne i Favrskov med de fineste udstoppede dyr. Både ræv, grævling og egern står og stirrer stift på mig i dette øjeblik. Her er tre bøger for børn om dyr fra skoven.

Skovens jæger

Fagbog: Her er en grundig fagbog for børn fra ca. 10 år, som beskriver det vel nok mest udbredte og største rovdyr i Danmark. I et letlæst og engageret sprog behandles aspekter som føde, unger, sygdomme, jagt og rollen som pelsdyr. Ud over det faglige indhold er der en skønlitterær og kulturhistorisk del med talemåder, fabler, eventyr og fortællinger, hvori ræven indgår, og tilmed beretninger fra hverdagen med danskernes oplevelser med dyret, som kommer tæt på vore huse såvel i by som på land. Bogen er illustreret med et væld af fortrinlige fotos.
Mikkel – en bog om ræven i Danmark. Af Steen Agger

Skovrydning

Billedbog: Dette er ikke kun en sød historie, den handler også om at det er vigtigt at passe på naturen. I skoven lever dyrene et stille liv, indtil Eva Egern opdager en gravemaskine. Dyreflokken ser derefter en flok bygningsarbejdere, der er i gang med at bygge et hus. Dyrene vil gå til angreb, men da Ronni Ræv fortæller, at et hus er menneskenes rede, beslutter de sig for at hjælpe, så menneskebørnene får et hjem. Menneskerne lytter til dyrenes erfaring og viden, og sammen bygger de huset. Teksten er mundret, og dyrene er nuttede, hjælpsomme og fornuftige rollemodeller. Der er sjove detaljer på billedsiden, og man kan næsten mærke skovens liv og aktivitet via de charmerende stregtegninger.

Skovens bedste byggere. Af Cally Stronk

Rim for små og store

Billedbog: Denne forfatter er så ferm en rimsmed, at hendes bøger er lige så meget for voksne som før børn – i hvert fald et godt bud på en fælles oplevelse i stil med gode gamle Halfdan. Den rimede historie – med nogle få vrøvleord – handler om Kornblomsten Ester, som holdt fest og fik gæster. Mange dyr kommer på besøg og de har kager, balloner og flag med. De bygger hule og leger indtil solen går ned. Bogens illustrationer er akvareller af skovens dyr og planter på hvid baggrund. Sidst i bogen er der to lister med små billeder, med ting til festen og dem, der fester. Skøn bog med rim der sidder lige i skabet og rigtig søde billeder.

Den lille fest. Af Birgitte Krogsbøll

Tags