Tema: Påskeæg

27.03.23
Snart er det påskeferie med tid til hyggelæsning og kreative sysler med familien. Her kommer et par påskeanbefalinger.

Hurtig påskepynt

Fagbog: Det kan stadig nås at lave lidt pynt til påskedagene, og hvis man mangler ideer til kreative stunder med mindre børn, kan et materiale som krympeplast anbefales. Her kan tegningerne farvelægges i stort format, og siden kryber de til ca. 1/5, når de bages. Hæftet i A4 format indledes med et grundigt afsnit om materialer og en vejledning til, hvordan skabelonerne og krympeplasten bruges. Herefter følger 2 kapitler med motiver - 14 skabeloner til påskeæg og dernæst 12 andre påskerelaterede motiver. En fin samling påskepynt, der ikke kræver andet udstyr end krympeplast, tusser, farveblyanter og en varm ovn. Skabelonerne kan også bruges til påskepynt af farvet karton eller til at farvelægge, hvis man ikke har krympeplast i huset.

Påskepynt af krympeplast. Af Mikkeline Bang

Æggejagt med rim

Billedbog: Denne fine og farverige billedbog med rimet tekst er lige landet på biblioteket. Pigen og hendes mor er taget ud på en gård for at købe hønseæg, som de skal bruge til påskeæg. Da de kommer hjem, koger de æggene og pynter dem med farver og glimmer. Om natten lister påskeharen rundt udenfor og gemmer påskeæg, og næste morgen er pigen klar til at gå på æggejagt sammen med de andre børn i byens park. Udover at det er en sød historie om en velkendt påsketradition, får man også inspiration til, hvordan man selv kan lave flotte farverige æg til påskens æggejagt. De eventyrlige illustrationerne er holdt i glade forårsfarver og giver indtryk af et dejligt trygt børneunivers.

Et rigtigt påskeæg. Af Patricia Toht

Lydret læsning

Læse-let bog: Lydrette ord er ord, der lyder som de staves. Disse ord er oftest de første ord, dit barn lærer at læse, da lydrette ord er de letteste at læse. På biblioteket står de lydrette bøger for sig selv blandt læse-let bøgerne, så de er nemme at finde for de små begynderlæsere og deres forældre. De allerletteste lydrette bøger indeholder udelukkende ord med max. 2 bogstaver, og historien støtter sig derfor nødvendigvis til illustrationerne. I denne bog møder vi An og Ib. Det er påske, og nu må de få æg.

Se de æg. Af Kirsten Ahlburg.

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på Facebook og Instagram under @favrskovbib.

Tags