TEMA - Rundt i Danmark

17.10.22
Mie fra Hammel bibliotek tager dig med på tur i Danmark

Her i efterårsferien kan familierne hygge sig på biblioteket, vi har bl.a. lavet en skattejagt, hvor man bliver sendt rundt i Danmark. Gemt i hemmelige bøger findes der oplysninger om 10 steder i landet, som skal plottes ind på Danmarkskortet. Her kan børnene med lidt hjælp fra de voksne lære mere om deres land, og måske kan familien få ideer til, hvor den næste tur skal gå hen.

Alfabetet på tur

Børnefagbog Denne spritnye bog vil være velegnet til en samtale børn på 6-10 år og voksne imellem. Man lærer noget om Danmark i 29 små kapitler - et for hvert bogstav i alfabetet, der repræsenterer et emne i tilknytning til vores land - fx "C for Christian 4.", "F for Færøerne", "Y for ytringsfrihed" osv. Der er fotos på alle opslag og et "Vidste du at"-spørgsmål. Bagerst er der facitliste til den tilhørende quiz, stikordsregister og et danmarkskort, der angiver større byers navne og beliggenhed. Bogen kommer godt omkring væsentlige sider ved vores land, både kendte personer og steder samt centrale begreber i vores samfund.
ABCDanmark. Af Troels Gollander

Timevis af underholdning

Fagbog Hvad står p'et for i en p-tærte? Hvilken viking gjorde Danmark kristent, og hvad betyder navnet LEGO? Dyst i sommerhuset, i bilen eller på sofaen med denne quizbog, der har 1000 spørgsmål fordelt på 10 hovedkategorier, der kommer rundt om Danmarks historie, kultur, arkitektur, seværdigheder, musik og sprog og meget mere. Alle kategorier har 10 underkategorier med hver 10 spørgsmål. Svarene står på bagsiden af kategorierne, og for at gøre det lidt lettere er der tre svarmuligheder til hvert spørgsmål. Familier med børn fra ca. 6-13 år kan være med. 
Den store quiz om lille Danmark.

Ud i landet

Fagbog Hvis man så får lyst til at bevæge sig rundt i landet i virkeligheden, kan man hente inspiration i denne nye bog. Den er en flot og overskuelige guide til 400 gratis oplevelser i hele landet, den beskriver bl.a museer, parker, naturområder, legepladser og byer i hver landsdel og giver god inspiration til udflugter året rundt. Bogen er delt ind i ni afsnit, der hver starter med landsdelskort med numre, der refererer til de enkelte beskrivelser. For børnefamilier der gerne vil have oplevelser som ikke koster en formue, vil den være en guldgrube.
Gratis oplevelser i Danmark. Af Jørgen Hansen

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Tags
Materialer