TEMA - Klar, parat skolestart

01.08.22
Mie fra Hammel bibliotek gør klar til skolestart

Sidste år ved denne tid havde vi vist også en klumme om at begynde i skolen, men siden er der kommet både nye børn og nye bøger.

9 skægge historier

Højtlæsning Denne dejlige samling af sjove historier fortæller på anderledes og gakket måde om hvad det vil sige at gå i skole. Vi hører om Bambino i klovneskolen, hvor de andre i klassen ikke synes, han er en rigtig klovn. I en anden historie låser Jytte sig fast til sit skab i 0. klasse, fordi hun ikke vil starte i 1. klasse efter sommerferien. Og vi møder Mona, hvis ansigt sætter sig fast i et surt udtryk, fordi de voksne altid skælder ud. Forestil dig også, hvordan det er at komme for sent i skole, fordi en dinosaur spærrer vejen … Bag historierne står bl.a. kendte forfattere som Thomas Brunstrøm, Sophie Souid og Kasper Hoff.
Skoleklar : godnathistorier der giver børn det bedste frikvarter


Omsider i skole!

Højtlæsning I årevis – og gennem tre bøger – har Karen glædet sig til at starte i skole, og nu sker det endelig. Men man lærer ikke det hele i løbet af den første uge, hun synes det hele går lidt langsomt, de holder mest frikvarter og lærer hinandens navne. Karen må lægge en plan - og være tålmodig, og snart er hun godt i gang med skolelivet. Forfatteren rammer plet i beskrivelsen af hverdagens små dramaer i en aldeles vidunderlig og hjertevarm historie, der sagtens kan give den voksne oplæser fugtige øjne. 
Karen begynder endelig i skole. Af Karen Vad Bruun

Kikset skolestart

Billedbog Den sjove billedbog er nummer 2 i serien om den fantasifulde ”Prinsesse Fjollehoved”, som her får en mildt sagt skæv skolestart. Hun er ellers godt forberedt, hun har både tårestopper og usynlighedspulver med, men fordi lillebror først skal afleveres i børnehaven når hun ikke på toilettet inden første time. Hun er så tissetrængende, at hun kludrer i det og kommer til at præsentere sig som ”Tis Fjollehoved”. Efter at far har trøstet, ender dagen dog godt. Bogen udmærker sig ved, at noget forstås af børn, mens andet er for voksne, fx da moren græder over, at hendes lille baby skal begynde i skole.
Prinsesse Fjollehoved og lokumssnakken

Denne uges anbefalinger er skrevet af Mie Henriksen, Hammel Bibliotek. Du kan finde mere inspiration på vores hjemmeside favrskovbib.dk, ligesom du også finder os på Facebook samt på Instagram under @favrskovbib.
 

Materialer