Forfatterstafetten

Keld Conradsen: Mysteriet om en videnskabelig skandale

I “Byen og havet” hvirvles læserne ind i et geologisk drama om kontinenternes drift - en kontroversiel opdagelse i 1960'ernes Danmark. Vi mødte DR Romanprisnominerede Keld Conradsen til en samtale om den spændingsmættede roman, som knytter menneskeskæbner sammen på tværs af tid. I det hele taget spiller tiden en markant rolle for det geologiske plot:

“I geologien arbejder man med tid i stor skala. Ofte  i den meget, meget lange skala. Man får tiden under huden. Det giver et blik som faktisk er en gave, synes jeg. Så det har jeg forsøgt at få over i bogen og få formidlet.”

Michael Holbek: Mellem månelanding og ungdomsoprør

Michael Holbek kommer ud af en familie af håndværkere og ufaglærte. Dem har han nu skrevet den både barske og rørende roman “Strøm” om, som er nomineret til DR Romanprisen. 

TV-transmissionen af månelandingen i 1968 kickstarter elektrikeren Eivinds drøm om en fremtid med foden under eget bord. Håndværkersvogeren Bruno drømmer om at finde den helt store fidus og kaster sig ud i at smugle hash til hippierne. Uskylden og moralen får hurtigt ben at gå på, og i Eivinds søn Kim vokser en trang til at gøre sig fri af alle de fejlslagne drømme og finde sin egen vej i livet.

Vi mødte Michael Holbek til en samtale om bogen, og om hvordan forældregenerationens skæbner var stramt flettet sammen med den socialklasse, de tilhørte og den tid, de levede i.

"Jeg kan selv huske 60’erne. Der var en tro på at nu bliver verden meget bedre. Pludselig fik vi hus, og vi fik bil, og min mor fik carmencurlers i stedet for sin tørrehjelm. Og det virkede, som om man havde penge nok, selv om de jo var lånt i banken til tårnhøje renter. Så kom 70’erne, og så kom oliekrisen.”

Solvej Balle: et livsværk om én enkelt dag

Solvej Balle modtog Nordisk Råds Litteraturpris allerede efter bind III af “Om udregning af rumfang”. Det er et filosofisk projekt af format, som forfatteren her har kastet sig ud i, og som efter planen skal blive til et syvbindsværk.

Handlingen er enkel og svimlende på samme tid: Tara Selter sidder fast i tiden. Hver morgen vågner hun til den 18. november, som er en gentagelse af den samme dag, igen og igen.

I indtil videre fire bøger har Solvej Balle fra sit forlag på Ærø begået den bedrift at tryllebinde læsernes opmærksomhed med en handling, der foregår i denne ene, grå vinterdag, som er gået ud af hak.

Vi mødte hende til en samtale om dette livsværk under tilblivelse, og spurgte, hvordan hovedpersonen Tara forholder sig til sin mærkværdige skæbne? Solvej Balle svarede retorisk:

“Egentlig er det mærkeligt, at hun ikke har undret sig over verden. Verden er selvfølgelig blevet mærkelig, men det var den også før: Det er mærkeligt, at vi kan være på den her planet, som kører rundt. Vi vænner os til, at man bliver født, og man skal dø, og tiden går og sådan noget. Egentlig er det faktisk ret specielt, at vi vænner os til det.”

Lea Marie Løppenthin: Hvad skal vi gøre af kroppen, når vi dør?

“Livet går over sine bredder” er en spraglet kollektivroman, som har bedemandsforretningen Cyklus som omdrejningspunkt. I løbet af fire til seks uger bliver de afdøde forvandlet til frugtbar muld i den komposteringsmaskine, Cyklus kalder for Bitavlen. - Måske lidt for frugtbar endda, viser det sig, for ud af mulden opstår en ny slags mennesker, de jordfødte.

Vi mødte Lea Marie Løppenthin til en samtale om det originale værk, som blandt meget andet undersøger spændingsfeltet mellem udbytning og værdighed, når det kommer til menneskekroppe og det, der ligner:

“Der er et sammenstød i tanken om bæredygtighed og empati, når man f.eks. tænker andre mennesker eller andre væsener som noget, der kan genanvendes hver del. Man ser sig selv som bæredygtig, fordi man ser hver del af grisen eller den jordfødte som genanvendelig. Men samtidig har man fuldstændig fremmedgjort sig fra det her andet liv som et liv.”

Thomas Boberg: Digtene kom ud i en bølge af inspiration

Thomas Bobergs far-dæmon har spøgt i ham altid, men det var først nu, han var klar til at skrive den ud. I Forfatterstafettens samtale om den nye digtsamling “69 dæmoner” fortæller digteren med det store og etablerede forfatterskab bag sig, hvordan netop denne digtsamling pressede sig på og kom ud næsten af sig selv i én kraftudladning. Hvorfor netop nu, spurgte vi ham?

“Måske er det først nu, jeg er blevet klar, fordi det er også et opgør med mig selv. Alt det, der er i den bog, er jo ikke et anklageskrift, det er noget, der er i mig. Hvad er det for nogle myter, som jeg selv er blevet flasket op med?".

Peder Frederik Jensen: For at passe på naturen skal vi værdsætte den

I ”Rans vilje” følger vi den tavse sømand Roar, der lever alene i udmundingen af Rødby fjord. Indtil han tager en lille pige til sig, som efter en stormflod kommer drivende i en kasse. Og så begynder han at fortælle. Myter, sagn og historier. Vi mødte Peder Frederik Jensen til en samtale om vigtigheden af håndens arbejde, fortællingens kraft og om hvad der sker, når vi glemmer naturen.

”Vi mister noget, når vi glemmer de gode håndværk. Og vi mister noget, når vi glemmer, at verden er bygget af konkrete ting, og at vi som mennesker kan bygge den og sy den og lappe den, og på den måde få en bedre fornemmelse måske af naturen, af materialerne i den her verden.”

Cecilie Lind: Kvinders påtvungne selvbevidsthed står i vejen for begæret

I den prisbelønnede roman “Pigedyr” går Cecilie Lind helt tæt på en helt ung pige, et barn nærmest, der har sex med meget ældre mænd. Vi mødte Cecilie Lind til en samtale om bogen med det betændte emne, med hvilken Cecilie Lind vil belyse det kvindelige begær i en patriarkalsk kultur.

"Jeg har skrevet en karakter, der har brug for at blive set på, for at hun kan se sig selv. Det er kun er i den andens blik og især i mandens blik, at hun er i stand til at eksistere. Det skulle spejle den kulturelle idé om den unge kvinde som billede, og begæret efter hende." 

Åsne Seierstad: Vi har stadig et ansvar for Afghanistan

“Afghanerne” går helt tæt på tre menneskers skæbne efter Talebans magtovertagelse i 2021: Den landflygtige kvindesagsforkæmper Jamila, Taleban-kommandanten Bashir, og den unge jurastuderende Ariana, for hvem fremtiden med ét synes håbløs. Vi mødte den norske journalist og forfatter Åsne Seierstad til en samtale om bogens tilblivelse og Vestens ansvar i forhold til Afghanistan.

”Er der en fremtid, er der noget som helst håb? Vi havde muligheden, vi var der i tyve år. Og jeg synes, der er alt for lidt debat om, hvad gjorde vi galt.”

Kim Blæsbjerg: De ansatte på Cheminova var tavse om forgiftning

Hold ud, ti stille, bliv ved. Det er tilgangen hos familierne i Kim Blæsbjergs nye roman “De bedste familier”, som går tæt på de personlige skæbner forbundet med kemikaliefabrikken Cheminova i 1950’erne. Vi mødte Kim Blæsbjerg til en samtale om det moderne velfærdssamfunds begyndelse, om Danmarkshistoriens største miljøskandale, og om den tavshedskultur i hjemegnen, som han med romanen vil gøre op med.

”Jeg tror, rigtig mange har tænkt: hvis jeg i ny og næ må tage en tur hjem på afgiftning og ligge der og lide, jamen så tjener det det højere mål, at mine børn får en bedre opvækst end jeg selv havde.”

Katrine Marie Guldager: Der skal være plads til vreden

”Birgithe med th” tegner et skarpt og bittersødt portræt af en kriseramt og kontrær kvinde i 50’erne. Forfatterstafetten møder Katrine Marie Guldager til en snak om den korte roman, som hurtigt strøg hurtigt til tops i boghandlernes top ti, da den udkom i januar i år. For hvad er der egentlig med Birgithe? Katrine Marie Guldager har et bud:

”Noget af det Birgithe med th opponerer imod, er det med, at der er nogle følelser, man helst ikke må have. Man må ikke bære nag, vel, og man må ikke være bitter, og man må ikke være offer.”

Kristian Himmelstrup: Vi kender kun glansbilledet af Louis Pio

Kristian Himmelstrup nuancerer vores rosenrøde syn på grundlæggeren af Socialdemokratiet. I Forfatterstafettens interview om romanen "Pio", som er nomineret til DR Romanprisen, fortæller han til Litteraturformidler Sarah Hvidberg, at Louis Pio langt fra kun var den politiske idealist og kvindesagsforkæmper, som vi kender.

Romanen følger Pio, da han bliver så meget en torn i øjet på magthaverne, at han til syvende og sidst bliver presset til at forlade landet. Men hvem havde troet, at Pios nye tilværelse i USA skulle forvandle ham til rendyrket kapitalist?

"Pio er et navn, der er stivnet lidt i historien. Det var i hvert fald sådan, jeg havde det, da jeg stødte på ham, mens jeg arbejdede med en biografi om J.P. Jacobsen, og så læste jeg lidt op. Og så blev jeg fascineret af alt det, der ikke stod."